Mand, to børn, dejlig lejlighed. Lucia lever efter alle samfundets målestokke et misundelsesværdigt liv. Og så er hun ved at brække sig over at stå op morgen efter morgen og genbruge den samme hverdag. Indtil et spil terninger giver hende en idé: hvad hvis man lader terningerne bestemme?
Den debuterende dramatiker William Lippert har skrevet en fortælling om at bryde ud af fasttømrede forventninger til, hvem man er, og hvordan man kan handle. I Sigrid Johannesens iscenesættelse bliver TERNINGEKVINDEN en multimedie-forestilling, der er ny hver aften. Et intenst spil terninger om det næste skridt i Lucias liv udspiller sig på én og samme tid live i rummet og transmitteret fra byrummet. Terningerne bestemmer handlingen. Og publikum må kaste dem.
TERNINGEKVINDEN sætter hamsterhjulet skakmat og slipper lysten til livet, tilfældighederne og det uventede fri. Lucia insisterer på, at hun indeholder uendelige, alternative udgaver af sig selv. Hun kan blive alting. Hvis hun tør. Tør du?
TErningekvinden
Medvirkende: Malin Rømer Brolin-Tani, Johannes Lilleøre, Joachim Bach Rosendal, Amalie Drud Abildgaard
Ide : Christian Lollike
Iscenesættelse : Sigrid Johannesen
Manuskript: William Lippert + holdet
Scenografi: Marie Chemnitz
Videodesign: Søren Knud
Lysdesign: Morten Kolbak
Lyddesign: Kiki Maja Skovmand
Forestillingsfotos: Daniel Buchwald